Hodgsons gode og dårlige side
Liverpool har atter fået en engelsk manager, som helt sikkert kan tilføre holdet ny energi, men også en måske for stram organisation.
Av Mads Davidsen
I 2000 ankom den engelske manager Roy Hodgson til Danmark. Han overtog en kriseramt hovedstadsklub, men 10 måneder senere gjorde han FC København til danske mestre.
En imponerende præstation af den ydmyge og afdæmpede Hodgson, som forlod Danmark og FCK midt i guldfesten, da større opgaver ventede i Italien hos Udinese.
Der er imidlertid både en god og en dårlig side af den sympatiske englænder.
Først det gode. Roy Hodgson er spillernes mand. Han er en fantastisk mandskabsbehandler, der sørger for, at hans spillere præsterer optimalt. Spillerne vil med andre ord ’dø for ham’ på banen. Det har Fulham-spillernes reaktioner efter hans skifte til Liverpool også bevist. Hodgson har qua sin dedikation spillernes tillid.
Ydermere er han sublim rent taktisk. Senest illustreret ved Fulhams fornemme europæiske eventyr, hvor Hodgson flere gange besejrede, på papiret, bedre modstandere, fordi hans taktiske kundskaber var helt i top. Hodgson er en utrolig rutineret manager, der ved, hvilket værktøj, han skal bruge til en given situation.
Hvis man skal tegne en frygt for den kommende periode under den 62-årige englænder, så er det hans koncept. I flere klubber har Roy Hodgson grebet tingene an ud fra en stram organisation og en yderst kontrolleret offensiv. Sådan vandt han mesterskabet i FC København.
Og det har Liverpool næppe brug for efter seks år under Rafael Benitez, hvor det kun i glimt lignede det Liverpool-hold, som ’The Kop’ drømmer om.
Liverpool skal ikke kontrolleres efter stramme taktiske bånd, men snarere have frihed under ansvar. Spillerne vil yde deres bedste, hvis de får friheden i konceptet til at spille med hjertet og på deres intuition. Og her frygter jeg, at Hodgson vil være overforsigtig og kontrollerende.
Alligevel er manager-valget positivt, fordi Roy Hodgson kender engelsk fodbold indefra. Han ved præcis, hvad briterne og ’scouserne’ vil have.
Nu må vi bare håbe, at han også kan give dem det.
Mads Davidsen er journalist i Tipsbladet.

