Kan Liverpool spille på to heste?
Det var en forfærdelig lørdag eftermiddag i London og spørgsmålet er, om truppen er bred og stærk nok til både Premier League og Champions League.
Av Mads Davidsen
Liverpools trofaste supportere overdøvede faktisk et euforisk hjemmepublikum i slutminutterne på Craven Cottage, da de medrejsende sang "You'll never walk alone", og sjældent har teksten vel passet bedre.
De røde var på forhånd hårdt plaget af skader, forfulgt af uheld og manglende marginaler, og lørdag blev det bestemt ikke bedre.
Et tvivlsomt føringsmål til Fulham, to røde kort, en Fernando Torres på halv kraft - samt et nederlag, der sætter sejren over Manchester United i en parentes.
Selvom skadessituationen uden tvivl er værre end længe, så må Benitez spørge sig selv, om truppen er bred og stærk nok.
Lørdag bragte manageren fra bænken en Premier League-debutant i Nathan Eccleston og en formsvag Ryan Babel, der mentalt og selvtillidsmæssigt er stået totalt af.
Samtidig var Kyrgiakos, Andrei Voronin og Philipp Degen i startopstillingen, og i en storklub som Liverpool, der vil kæmpe med om titlerne, må det ganske enkelt ikke forekomme. De tre spillere har ikke kvalitet nok og vinder ikke titler til et hold.
Måske var det derfor, at "Rafa" tog både Torres og Yossi Benayoun ud. Manageren erkendte i sit stille sind, at Liverpool, i skrivende stund, ikke har potentialet, bredden og styrken til at spille på to heste.
Derfor skulle det tunge skyts gemmes til den altafgørende udekamp onsdag i Lyon.
En manøvre, der gør ondt som Liverpool-supporter at være vidne til, da vi kun skriver november måned, og mesterskabet burde notorisk ikke afskrives inden jul.
Men "Rafa" er realist, ønsker titler til klubben, og derfor kan den rigtige taktik være at droppe spillet på to heste og i stedet vælge, at Champions League i denne sæson får hovedfokus, mens Premier League "blot" skal bruges til at sikre en ny sæson i det forjættede pengeland.
Mads Davidsen er journalist i Tipsbladet.

